Betydningen af et samtykke

En kommune blev frifundet for to borgeres krav om tortgodtgørelse i forbindelse med en sag, hvor en kommunalpolitikers barn blev anbragt uden for hjemmet

Written by

Når der er vold i hjemmet, kan en kommune bl.a. vælge at anbringe et barn uden for hjemmet. Kommunen er i den forbindelse forpligtet til at overholde bl.a. forvaltningsloven, serviceloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Spørgsmålet i sagen var bl.a., hvilke krav der stilles til samtykket ved en frivillig anbringelse, og om begrebet frivillighed giver mening i en situation, hvor alternativet formentlig var, at barnet var blevet tvangsanbragt.

Sagen handlede om, at en kommunes forvaltning blev kontaktet af en skole, der oplyste, at de havde en dreng, der var bange for at tage hjem, fordi han vidste, at hans mor ville afstraffe ham, når han kom hjem. Kommunen afholdt herefter en børnesamtale med drengen, der fortalte, at afstraffelsen tidligere havde bestået i bl.a. vold og trusler om at aflive hans kæledyr. Drengen fortalte samtidig, at moren var kommunalpolitiker og medlem af kommunens børne- og ungeudvalg.

Kommunen indgav også anmeldelse til politiet om en mistanke om vold i hjemmet, og kommunalpolitikeren blev dømt for grov vold mod hendes søn både i by- og landsret, idet landsretten fandt, at der var tale om mishandling igennem en årrække.

Under forløbet var drengen anbragt uden for hjemmet, indledningsvist alene på grund af voldsrisikoen, og fordi han ikke ønskede at se sine forældre, men senere også for at skærme ham fra pres fra sine forældre, mens straffesagen verserede. Efter lidt over 1 års anbringelse uden for hjemmet blev han hjemgivet til forældrene.

Kommunalpolitikeren og hendes søn sagsøgte herefter kommunen med påstand om tortgodtgørelse. Der var enighed mellem parterne om, at forældrene havde skrevet under på, at de samtykkede til anbringelsen uden for hjemmet, men spørgsmålet for byretten var, om dette samtykke var frivilligt.

Kommunalpolitikeren og hendes søn gjorde under sagen gældende, at samtykket reelt ikke var hverken tilstrækkeligt informeret eller frivilligt. Dette fordi forældrene var oplyst om, at alternativet til en frivillig anbringelse formentlig ville være en tvangsanbringelse, og fordi forældrene ikke fik aktindsigt i grundlaget for anbringelsen, fordi der samtidigt verserede en straffesag. Derfor mente de, at kommunen havde krænket deres ret til privat- og familieliv efter EMRK, ligesom de argumenterede for, at kommunen havde begået en række sagsbehandlingsfejl.

Byretten gav imidlertid kommunen ret i, at der under hele forløbet havde foreligget et frivilligt samtykke fra forældrene til anbringelse uden for hjemmet. Byretten lagde særligt vægt på, at forældrene under forløbet underskrev flere samtykkeeklæringer samt mundtligt tilkendegav deres samtykke over for kommunen til den fortsatte anbringelse. Byretten lagde i den forbindelse også vægt på, at moren i kraft af sit hverv som medlem af børne- og ungeudvalget havde en særlig indsigt i reglerne omkring anbringelse af et barn uden for hjemmet.

Byretten fandt desuden, at de sagsbehandlingsfejl, der var begået under forløbet, ikke havde nogen betydning for det givne samtykke og ikke i sig selv kunne begrunde et krav om tortgodtgørelse, ligesom byretten ikke vurderede, at deres ret til privat- og familieliv var blevet krænket.

Kommunen blev derfor frifundet.

Norrbom Vinding bemærker

• at sagen illustrerer kommuners balancegang i anbringelsessager, fordi de risikerer at blive mødt med krav om godtgørelse efter EMRK, både hvis de vælger at anbringe et barn uden for hjemmet, men også hvis de ikke gør. Dommen bekræfter dog, at det som det klare udgangspunkt er sagligt at anbringe børn uden for hjemmet, når der er en begrundet mistanke om, at barnet udsættes for vold i hjemmet, og at kommunerne må overlades et fagligt skøn – herunder ved foreløbige foranstaltninger,

• at dommen slår fast, at det er muligt at samtykke til en frivillig anbringelse, selvom barnet med al sandsynlighed vil blive tvangsanbragt, hvis man nægter at samtykke, og

• at forvaltningsretlige sagsbehandlingsfejl ikke i sig selv kan danne grundlag for et tortkrav, hvis den afgørelse, der er truffet materielt, er rigtig.

Norrbom Vinding repræsenterede kommunen under sagen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.