Medarbejdere på deltid er beskyttet mod forskelsbehandling efter deltidsloven. Hvis en ‎arbejdsgiver opsiger en medarbejder på deltid, og medarbejderen påviser faktiske ‎omstændigheder, der tyder på, at opsigelsen var begrundet i medarbejderens ønske om ‎deltid, så skal arbejdsgiveren bevise, at det ikke var tilfældet. Men hvilke krav stilles der ‎til arbejdsgiverens bevis? Det tog Højesteret stilling til i denne sag. ‎

 

To tandlæger, der i fællesskab drev en klinik, havde behov for at øge antallet af ‎klinikassistenttimer. Klinikken skulle ISO-certificeres, klinikkens tandplejer kom retur ‎fra barsel, og den ene tandlæge ønskede at arbejde mere. Der var i alt fire ‎klinikassistenter, der alle arbejdede på deltid. For at opnå det ekstra antal timer, der var ‎nødvendige, varslede tandlægerne den klinikassistent, der arbejdede færrest timer, op i ‎tid fra 24 timer om ugen til 37 timer om ugen. ‎

 

Klinikassistenten meddelte, at hun ikke ønskede at gå op i tid, og hun blev herefter ‎opsagt. Klinikassistenten mente, at det var i strid med deltidsloven at opsige hende, ‎fordi hun havde nægtet at gå op på fuld tid, og gik til sin fagforening. Tandlægerne ‎mente derimod, at det var sagligt begrundet i hensynet til virksomhedens drift at opsige ‎klinikassistenten og ansætte en anden på fuld tid. Sagen kørte igennem tre instanser ‎og endte i Højesteret. ‎

 

Ikke væsentlig ulempe
Højesteret mente, at klinikassistenten havde påvist faktiske omstændigheder, der ‎skabte en formodning for forskelsbehandling, fordi hun var blevet opsagt, umiddelbart ‎efter at hun havde afslået et tilbud om fuld tid. Dermed vendte bevisbyrden, så ‎tandlægerne skulle bevise, at ønsket om, at klinikassistenten skulle arbejde fuld tid, var ‎sagligt begrundet i virksomhedens drift. ‎

 

Højesteret anerkendte, at tandlægerne havde behov for flere klinikassistenttimer. ‎Højesteret mente dog ikke, at tandlægerne havde bevist, at det ville være forbundet med ‎væsentlig ulempe eller uforholdsmæssige omkostninger, hvis behovet for yderligere ‎timer skulle dækkes på en anden måde evtuelt ved ansættelse af en yderligere ‎klinikassistent på deltid. På den baggrund havde tandlægerne ikke løftet bevisbyrden, ‎og klinikassistenten blev derfor tilkendt en godtgørelse på 3 måneders løn for ‎overtrædelse af deltidsloven. ‎

 

Højesteret ændrede dermed dommen fra Østre Landsret, der frifandt tandlægerne. Vi ‎har omtalt landsretsdommen her.