Der skal være sammenhæng mellem den formelle og den reelle begrundelse for en opsigelse. Det har landsretten for nylig slået fast.
En arbejdsgiver, der skal opsige medarbejdere på grund af ordrenedgang, har som udgangspunkt ret frie tøjler, når han skal vurdere, hvem han bedst kan undvære. Men det er dog en betingelse, at virksomheden rent faktisk befinder sig i en økonomisk situation, der gør det nødvendigt at opsige en eller flere medarbejdere.
Et advokatfirma havde faldende indtægter. For at optimere virksomhedens økonomi besluttede man at nedlægge receptionsfunktionen og opsagde i den forbindelse receptionisten.
Receptionisten, som også var uddannet advokatsekretær, mente, at opsigelsen var usaglig, fordi hendes funktion reelt ikke var blevet nedlagt. Hun havde nemlig udført både receptions- og sekretæropgaver. Desuden var der blevet ansat to nye sekretærer, under et halvt år før hun blev afskediget.
Advokatfirmaet mente derimod, at medarbejderen primært havde fungeret som receptionist, og at denne funktion reelt var blevet nedlagt. Virksomheden erkendte, at der var blevet ansat to nye sekretærer, men beslutningen om at afskedige den pågældende medarbejder, blev først truffet efterfølgende. Desuden oversteg de to nyansattes erfaring og kvalifikationer den afskedigede medarbejders. Derfor havde man valgt at beholde dem – og altså afskedige receptionisten.
Medarbejderen fik medhold
Landsretten gav – ligesom byretten – medarbejderen medhold i, at opsigelse var usaglig. Derfor fik medarbejderen en godtgørelse svarende til 1½ måneds løn.
Landsretten lagde til grund, at medarbejderen ud over at passe receptionen havde udført egentligt sekretærarbejde, og derfor havde advokatfirmaet ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at opsigelsen hang sammen med begrundelsen om virksomhedens økonomi.