En vikar, der var i fertilitetsbehandling, blev ikke tilbudt fastansættelse, da hendes vikariat ophørte. Landsretten fastslog imidlertid, at der ikke var forhold, der pegede på at, at der var sket forskelsbehandling.
Medarbejdere i fertilitetsbehandling er beskyttet mod forskelsbehandling efter reglerne i ligebehandlingsloven. I sådanne tilfælde gælder ligebehandlingslovens regel om delt bevisbyrde. Det betyder, at medarbejderen skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. I denne sag lykkedes det ikke en vikar at påvise forhold, der tydede på, at fertilitetsbehandlingen var årsagen til, at hun ikke blev fastansat ved vikariatets udløb.
En medarbejder var ansat i en tidsbegrænset vikarstilling hos et stort supermarked som salgsassistent. Undervejs i ansættelsesforløbet fortalte hun sin chef, at hun skulle påbegynde fertilitetsbehandling inden for kort tid.
Mens fertilitetsbehandlingen stod på, udvidede supermarkedet og oprettede samtidig en række nye stillinger. Ved flere lejligheder gav medarbejderen udtryk for, at hun godt kunne tænke sig at blive fastansat i en af de nye stillinger, når hendes vikariat udløb. Hun blev dog ikke ansat og fratrådte derfor, da vikariatet udløb. Medarbejderen mente, at hun var blevet forbigået på grund af fertilitetsbehandlingen og anlagde sag.
Bare ikke god nok
Under sagen forklarede medarbejderens chef, at medarbejderens evner som salgsassistent var mangelfulde. Medarbejderen var omgængelig, men ikke dygtig nok. Hun manglede overblik og havde generelt svært ved at lære de daglige rutiner, som var centrale for at udføre arbejdet.
Vestre Landsret slog fast, at medarbejderen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der pegede på, at fertilitetsbehandlingen var årsagen til, at hun ikke fik tilbudt fastansættelse. Retten lagde vægt på forklaringen fra medarbejderens chef om medarbejderens arbejdsevner og fremhævede også, at supermarkedet var vant til at håndtere kvindelige ansatte, der blev gravide. Det gjorde ingen forskel, at supermarkedet ikke formelt havde påtalt manglerne ved medarbejderens arbejdsindsats.
Medarbejderen havde således ikke løftet sin del af bevisbyrden, og supermarkedet blev derfor frikendt.