Det er selvfølgelig optimalt, når en virksomhed løbende er opmærksom på, at der bliver taget de tiltag og indgået de typer af aftaler, som er nødvendige for at stille virksomheden bedst muligt med hensyn til blandt andet kravene i HR-juraen og i forhold til immaterialrettigheder og beskyttelsen af erhvervshemmeligheder.
Det er imidlertid blandt Norrbom Vindings kompetencer at bistå virksomheder, som af den ene eller anden grund gerne vil gennemføre en undersøgelse af, om forholdene er tilrettelagt mest hensigtsmæssigt. Vi bistår med andre ord virksomheder, som gerne vil gennemføre ”Due Diligence” på disse områder. Der kan være mange årsager til at gennemføre en ”Due Diligence”. Det kan fx dreje sig om, at en ny ledelse gerne vil kende status, eller at virksomheden skal forberedes til eller allerede er involveret i en virksomhedstransaktion.
En ”Due Diligence” skal selvfølgelig være tilpasset de konkrete forhold, men vi vil typisk bistå virksomheden med at undersøge et eller flere af disse spørgsmål:
- Om medarbejdernes generelle kontraktvilkår er tilstrækkelige og tidssvarende
- Om aflønningsvilkår og incitamentsordninger er hensigtsmæssigt strukturerede
- Om der gøres hensigtsmæssig brug af konkurrence- og kundeklausuler og andre udvalgte aftalevilkår
- Ejerforhold vedrørende immaterialrettigheder og eventuelle mangler ved registreringen af rettigheder
- Virksomhedens rettighedsmæssige position i relation til licensaftaler, forsknings- og udviklingsaftaler og andre relevante typer af aftaler
Vi bistår også med at udforme og gennemføre tiltag, som det på baggrund af en ”Due Diligence” viser sig relevant at gennemføre. Det kan fx dreje sig om at få udarbejdet og varslet reviderede vilkår i ansættelsesaftaler med medarbejdere og at få udarbejdet og implementeret HR-politikker (fx for brug af konkurrence- og kundeklausuler mv.) og politikker for sikring, registrering, udnyttelse og håndhævelse af immaterialrettigheder mv.