HR Helper er et unikt og fleksibelt internetbaseret system udviklet af Norrbom Vinding. HR Helper giver virksomheden adgang til altid opdaterede, skræddersyede personalejuridiske dokumenter.
Hvad kan HR Helper?
HR Helper kan alt afhængig af aftalen med Norrbom Vinding indeholde mange forskellige typer af personalejuridiske dokumenter, for eksempel
- Ansættelseskontrakter
- Afskedigelsesbreve
- Personalepolitikker
- Fratrædelsesaftaler
- Advarsler
Der kan endvidere tilkøbes en række ekstraydelser, lige fra simpel kontrol af udfyldte ansættelseskontrakter til egentlig outsourcing af virksomhedens personalejuridiske funktion.
I det følgende bruges ansættelseskontrakten som eksempel på en dokumenttype:
Det, HR Helper muliggør, er nem adgang til det, vi har valgt at betegne den "tilpassede, opdaterede standardkontrakt".
Med tilpasset menes, at den enkelte kontrakt er tilpasset bruger-virksomhedens særlige forhold - ud fra den betragtning, at ingen virksomheder er ens.
Med opdateret menes, at Norrbom Vinding som en del af HR Helper-konceptet forpligter sig til at sikre, at brugernes kontrakter er i overensstemmelse med gældende lovgivning, praksis m.v.
Vi retter naturligvis ikke i kontrakterne uden først at rådføre os med brugeren, men vi holder brugeren orienteret om retsudviklingen og vil anbefale - og efter aftale gennemføre - eventuelle ændringer i kontrakten i overensstemmelse hermed. Med andre ord er det Norrbom Vinding, der bruger ressourcerne på at holde sig ajour, og ikke brugeren.
Standardiseringen ligger deri, at virksomheden benytter denne standardkontrakt i alle relevante ansættelsessituationer og dermed er sikret, at kontrakten lever op til både lovgivningens og virksomhedens interne krav.
Hvordan virker HR Helper?
Adgang og sikkerhed
Adgang til HR Helper sker via Norrbom Vindings hjemmeside - www.norrbomvinding.com - hvor brugeren bliver bedt om at indtaste sit brugernavn og password.
Når disse informationer er valideret af systemet, får brugeren adgang til Norrbom Vindings Extranet, som er et lukket område reserveret til brugerne af HR Helper.
Extranettet er designet, så det ligner den almindelige hjemmeside, men indholdet er delvist anderledes. Ud over at være indgangen til dokumenterne i HR Helper er det hensigten, at Extranettet endvidere skal virke som forum for videndeling mellem Norrbom Vinding og brugerne.
Brugernavn og password er individuelt. Dermed kan adgangen til dokumenterne i HR Helper differentieres på personniveau - eksempelvis hvis ikke alle ansatte i virksomheden skal have ret til at se alle typer dokumenter.
Endelig er der naturligvis adgang til systemet 24 timer i døgnet.
Alt afhængig af aftalen med Norrbom Vinding kan HR Helper benyttes til at generere forskellige typer af personalejuridiske dokumenter. Visse typer af dokumenter, for eksempel en ansættelseskontrakt, vil indeholde muligheden for at tilvælge afsnit.
Systemet fungerer således, at de afsnit, der ønskes inkluderet i dokumentet, markeres med et "flueben" på den afsnit-menu, der findes til den enkelte kontrakt. Nummereringen på afsnittene tilpasses automatisk efter de valg, brugeren har foretaget.
Afsnit, der er obligatoriske for det pågældende dokument, fremgår ikke af tilvalgsmenuen.
Brugeren vil herefter blive spurgt, om man ønsker at åbne det valgte dokument eller straks gemme det på sin pc. Herefter åbnes dokumentet i Microsoft Word, og der kan nu arbejdes videre med dokumentet. Alle dokumenter i HR Helper præsenteres i Word, hvorved brugeren vil arbejde i et velkendt tekstbehandlingsmiljø.
Typisk vil dokumentet kræve, at en række felter - fx navn, adresse mv. - udfyldes af brugeren, og med funktionstasten F11 hoppes nemt til næste felt. Alternativt vil brugeren blive bedt om at tage stilling til, hvilken af flere (typisk to) formuleringer, der er dækkende for det pågældende konkrete tilfælde.
Felter, der skal udfyldes, er markeret med gråt. Hvis der er valgt en model med alternative formuleringer, hvoraf kun én skal benyttes, er sådanne markeret med henholdsvis rødt og grønt. Bemærk, at disse farvekoder ikke slår igennem, når dokumentet udskrives.
Vejledning
Parallelt med selve dokumentet kan brugeren downloade en udfyldningsvejledning, som i opbygning følger hoveddokumentet nøje. Dette vil sige, at eventuelle til- og fravalg i hoveddokumentet slår igennem i vejledningen.
Vejledningen fungerer dels som udgangspunkt for de overvejelser, brugeren bør gøre sig i forbindelse med udfyldelsen af dokumentet og valg af formuleringer, dels som "tjekliste" for, at brugeren nu har husket at udfylde alle felter m.v. Hermed giver vejledningen også øget forståelse for det produkt, der bliver til i HR Helper.
Layout
Dokumenterne i HR Helper bliver præsenteret i Word-skabeloner. Som udgangspunkt benyttes Norrbom Vindings standardskabelon, men ved at tilknytte virksomhedens egne Word-skabeloner kan dokumenterne uden problemer blive præsenteret med virksomhedens eget logo, typografi osv.
Extranettet
Som det fremgår, får brugeren via HR Helper også adgang til Norrbom Vindings Extranet. Denne lukkede hjemmeside, hvortil kun brugerne af HR Helper har adgang, er designet som et forum for videndeling - stedet, hvor Norrbom Vinding deler faglig viden med brugerne.
Extranettet er aktuelt under udvikling, men det vil i fremtiden rumme blandt andet relevant lovgivning, artikler, faglige nyheder og en linkssamling. Målet er, at Norrbom Vindings Extranet bliver det sted, hvor brugeren kan hente al relevant personalejuridisk information.
Pris
Prissætning sker på baggrund af den ønskede produktsammensætning, virksomhedens størrelse og karakter mv. Når en aftale er indgået mellem brugeren og Norrbom Vinding, vil der som udgangspunkt være ret til ubegrænset brug af dokumenterne.