Udskriftsikon
HR – Skatteret 

Arbejds- og ansættelsesretlige forhold kan ofte ikke alene vurderes ud fra en arbejds- og ansættelsesretlig synsvinkel. Det er i et stort og stigende omfang nødvendigt også at forholde sig til de mange og komplicerede skatteretlige problemstillinger, der relaterer sig til arbejds- og ansættelsesretlige forhold.

For at kunne håndtere og løse en given problemstilling på den mest optimale måde er det ofte vigtigt, at der foretages en kombineret vurdering af såvel de arbejds- og ansættelsesretlige som de skatteretlige aspekter, i stedet for at foretage separate vurderinger af de forskellige juridiske aspekter.

I tilknytning til arbejds- og ansættelsesretlig bistand rådgiver vi derfor også om alle de skatteretlige problemstillinger og forhold, der relaterer sig til arbejds- og ansættelsesretlige forhold, herunder blandt andet skatteretlige problemstillinger og forhold i relation til:

  • Personalegoder givet enten som led i en fleksibel lønpakke eller på traditionel vis
  • Aktieløn og anden incitamentsløn, herunder blandt andet bonus
  • Velfærdsforanstaltninger for medarbejdere, eksempelvis sundhedsundersøgelser og motionsfaciliteter på eller uden for arbejdspladsen
  • Uddannelsesaftaler
  • Virksomhedens fradragsret for forskellige lønandele
  • Ind- og udstationering af medarbejdere
  • Medarbejdere, der arbejder i et land og bor i et andet - de såkaldte "grænsegængere"
  • Betingelser for beskatning i henhold til den særlige 25% skatteordning for forskere og nøglemedarbejdere rekrutteret i udlandet
  • Betingelser for virksomhedens udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse til medarbejdere
  • Virksomhedens pligt til indeholdelse af skat og indberetning af de forskellige lønandele til skattemyndighederne
  • Betingelser for og indhentelse af erklæringer om virksomhedens fritagelse for indeholdelse af skat
  • Betingelser for, at freelance-medarbejdere og konsulenter ikke i skatteretlig henseende anses for lønmodtagere
  • Anmodning om bindende ligningssvar eller bindende forhåndsbesked for afklaring af skatteretlige konsekvenser af en given disposition
  • Genoptagelse af medarbejderes skatteansættelse, eksempelvis på grund af forkert grundlag for virksomhedens indberetning af skattepligtige lønandele
  • Førelse af skattesager ved eksempelvis Landsskatteretten eller de almindelige domstole